tirsdag den 11. september 2007

Upædagogisk Pædagog!

På et tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave med en lille personale gruppe. Selvom vi ikke var mange ansatte var der alligevel utrolig mange forskellige holdninger og meninger og ikke alle pædagoger var enige om hvilken pædagogik der skulle bruges i børnehaven. Det gav af og til nogle små uenigheder og diskussioner
En efterårsdag er alle børn ude på legepladsen sammen med Jette der er pædagog og Stine der arbejder som medhjælper. Resten af personalet holder pause og sidder og hygger sig. Efter nogle minutters pause kommer Jette farende ind i personalestuen og overfuser Susanne der også er pædagog. Jette er meget utilfreds med at nogle af børnene ikke har fået nok tøj på og da det tilfældigvis er nogle af de børn der går på Susannes stue går det derfor ud over hende. Susanne sidder som lammet da Jette efter et vredt anfald smækker døren i. Uden at sige et ord kigger vi andre meget undrende på hinanden hvorefter Susanne rejser sig, åbner døren og følger efter Jette som nu står i gangen og er ved at give de før omtalte børn mere tøj på.
Stille og roligt prøver Susanne, at fortælle Jette hun ikke var klar over at børnene havde for lidt tøj på ud. Susanne siger også at hun syntes det var en meget besynderlig måde Jette kom stormende ind og overfusede hende på. Herefter bliver Jette, der stadig koger af raseri, endnu mere vred over situationen og fortæller igen med store bogstaver hvor utilfreds hun er over Susannes vurdering af børnenes påklædning - denne gang foran de 3 børn som stadig står og kigger undrende op på Jette der nærmest råber Susanne op i hovedet. Vi andre der sidder i personalestuen og kan høre det hele går også ud og påtaler Jettes opførsel da børnene igen er kommet ud på legepladsen.
Der blev efterfølgende talt om episoden i personalegruppen da vi andre ansatte gerne ville vide om det var okay at pædagogerne talte til hinanden på den måde - og om det var pædagogisk korrekt at overfuse hinanden foran små børnehavebørn. Svaret på dette spørgsmål blev at man for fremtiden skulle tale pænt og ordentligt til hinanden - også selvom man ikke altid var enig eller tilfreds med en anden pædagogs handling, synspunkt eller holdning.

Begge navne der er brugt i historien er fiktive.

Ingen kommentarer: